A. Blom og Søn
Maskinbygger Andreas Blom (1837-1915) startede en beskeden smedje/snedkerværksted i 1866, som voksede sig til en af landets største producenter af landbrugsmaskiner. Kort efter år 1900 havde A. Blom og Søn 150 ansatte og var dermed Skanderborgs største arbejdsplads.
Andreas Blom fik på alle måder en stor betydning for Skanderborg By. Udover at beskæftige en stor del af byens borgere, var han byrådsmedlem, deltog i foreningsarbejde og hjalp mange småkårsfamilier via sit sociale engagement. Virksomheden A. Blom og Søn blev i familiens eje helt op til slutningen af det 20. århundrede, men produktionen er nu nedlagt.